Lovgivningen omkring bodycams og andre former for kropsbårne kameraer er hverken kompliceret eller umulig at forstå. Vi oplever dog, at mange virksomheder og organisationer gerne vil anvende bodycams, men ofte er afskrækket fordi de frygter at komme på kollisionskurs med bl.a. persondataloven.

Først i 2021 er der kommet det, som ligner en officiel vejledning fra Datatilsynet, som har bodycams som ansvarsområde. Denne vejledning er kommet i samme periode, hvor Dansk Politi afprøver bodycam teknologi.

Bodycams er en teknologi, som stadig er forholdsvis ny i Danmark. Teknologien er en “hybrid” af både video og lydoptagelse, datalagring og i nogle tilfælde streaming og upload til en server enten “on-the-fly” (altså løbende lagring i “skyen”) eller via lokalt “off-load” på egen server.

Det er vigtigt, at man er opmærksom på reglerne for anvendelse af bodycams uanset om man er privatperson, virksomhed eller en egentlig offentlig institution. Der er flere aspekter, som er essentielle før man kan og bør anvende bodycams.

Indtil 2017 var det påkrævet at ansøge Datatilsynet om specifik tilladelse til at anvende bodycam teknologi (formelt kaldet kropsbårne kameraer). Denne praksis er indstillet, og i stedet erstattet med principper om legalitet (formål og lovgrundlag), datasikkerhed, ansvarlighed samt transparens.

Formelt er det de “almindelige databeskyttelsesretlige regler og principper”, som er gældende, hvor Datatilsynet regulerer fortolkningen af disse.

Tactical Solutions kan konstatere, at mange virksomheder ikke overholder reglerne i praksis. Dette kan skyldtes uvidenhed, manglende kendskab eller andre faktorer. Som bekendt frikender “uvidenhed”, hverken enkeltpersoner eller virksomheder for ansvar. Det kan have store konsekvenser at undlade at følge reglerne på området, da Datatilsynet har kompetence til at udstede ganske store bøder.

Hvis du ønsker at vide lidt mere om principperne og de absolutte minimumsstandarder for, hvordan man skal anvende bodycams professionelt, så kan du læse mere her, hvor vi forklarer lidt nærmere.